Vielse

Hvis I har tilknytning til Soderup sogn eller Kirke Eskilstrup sogn og gerne vil vies i en af kirkerne, skal I henvende jer til sognepræst Meghan Welsch Jakobsen  på tlf. 30224513 eller e-mail megja@km.dk.

En kirkelig vielse kan betyde hvid brudekjole og mange gæster, men det kan også være et par, der midt i dagligdagen bliver viet i hverdagstøjet uden andre gæster end to vidner, som kirken evt. kan sørge for. Ritualet er det samme.

Efter vielsesdato og kirke er aftalt, skal I indhente en ægteskabserklæring på borger.dk. En sådan ægteskabserklæring er gyldig i fire måneder.
Inden vielsen mødes I med præsten og aftaler blandt andet salmerne til jeres bryllup.

Til vielsen skal der (ud over brudeparret og præsten) mindst være to vidner til stede.

Nyt navn i forbindelse med ægteskab

Hvis I vil ændre navn i forbindelse med jeres bryllup, skal I ansøge om det på borger.dk. I kan som hovedregel få hinandens mellem- og efternavne, og det er gratis indtil tre måneder efter vielsen.