Begravelse og bisættelse

Ved dødsfald skal dette snarest muligt anmeldes digitalt. Dette kan ske på  borger.dk af nærmeste pårørende, eller man kan få hjælp hertil af bedemand eller præst.

Når man har mistet et menneske, man holder af, kan mange ting forekomme uoverskuelige og svære at tage stilling til og huske på. Derfor kan det være en god idé at kontakte en bedemand, som så kan hjælpe én videre med alt det praktiske, der skal ordnes og aftales i forbindelse med et dødsfald.

Det kan være hensigtsmæssigt at tale med præsten om tidspunkt for bisættelse / begravelse, inden der rettes henvendelse til bedemand.

Inden bisættelsen eller begravelsen aftales der også et møde mellem præsten og de pårørende for at tale om bisættelsens/begravelses forløb og ofte også om afdøde og for at vælge salmer.

Gravsted og pasning:

Aftale om gravsted og om evt. pasning af dette sker ved henvendelse til graver Toni Bøgelund: Tlf. 24 47 05 76 (Træffes ikke mandag)

Efter bisættelse kan urnen nedsættes i et allerede eksisterende gravsted. Der kan også oprettes et nyt gravsted (både for kiste og for urne), eller man kan gøre brug af fællesgraven. Graveren fortæller gerne om de forskellige gravstedstyper og priser.

Læs gældende gravstedsbrev her

Læs gældende vedtægter for Kirke Eskilstrup kirke her

 

Allehelgen 1. søndag i november

Skrevet af Lise Trap, sognepræst i Soderup og Kirke Eskilstrup.

Som sognepræst støder jeg undertiden på den forestilling, at allehelgens gudstjenester kun er for dem, der har mistet siden november sidste år. Det er ikke rigtigt!

Indstillingen til sorg og til det at være efterladt har ændret sig markant gennem de seneste 15 år.

Hvor man tidligere var meget optaget af at, at sorg og savn skulle overvindes og den sørgende komme videre og blive optaget af andre ting, så ved man i dag via store undersøgelser, at mange mennesker lever med deres  sorg og savn som en del af en i øvrig aktiv tilværelse. Der er sorger, der har en dybde og en betydning, der gør, at de forandrer  både den sørgende og hans eller hendes tilværelse.

Tidligere talte man også om sørgeår og om at det første år efter et dødsfald var det værste.

I  dag ved man, at sådan er det for nogen, men for mange er det slet ikke sådan, snarere tværtimod.

Samtidig er det naturligvis vigtigt at have øje for, hvad der er godt og livgivende i tilværelsen, samtidig med at man må leve med en dyb sorg. Og til manges overraskelse udelukker de to ting ikke hinanden. Snarere oplyser de hinanden. Den, der ved, hvor sårbart livet er, holder måske endnu mere af det end den, der bare tror, at det fortsætter til et godt stykke efter pensionsalderen. Den der ved, hvor hurtigt alt kan være forbi, tager måske vågent imod hvert sekund, hvor andre let kan henfalde til vanens og trivialiteternes tomgang.

Det betyder ikke, at sørgende ikke hellere ville have deres elskede hos sig her ved hånden, ved siden, i livet. Men det betyder, at det er skudt forbi, når andre tror, at det bedste er, når sorg går over.

Fordi vi er opdragede med den forestilling om sorg, at den er noget, der helst skal væk og forsvinde, har vi ikke mange ritualer omkring sorg og savn, men vi har alle helgen, og det er derfor ikke overraskende, at gudstjenesterne den dag er de næst mest besøgte i løbet af året – efter juleaften. Vi har brug for at mindes dem, vi elsker, og som er døde. Vi har brug for ro til at tænke på dem, der var, i en tid hvor alt er fremadrettet og mange gange fortravlet.

Og måske allermest har vi brug for at være sammen om at være mennesker, der lever og elsker og mister og lever videre – og at være det i Guds hus. Det er jo, som en konfirmand forleden sagde til mig ” Gud der bestemmer, at vi skal dø – og hvornår!”

I nogle kirker  oplæses navnene på dem, der er begravet ved den enkelte kirke i årets løb. Det har ikke været tradition i Soderup og Kirke Eskilstrup kirker, hvor jeg er præst. Ingen navne læses op, men det kan være med til at understrege, at gamle sorger, som har fundet deres plads i mennesker og måske i dag har mest karakter af stile vemod   og spritny sorger, der truer med at flænse hjerter i stykker ikke er væsensforskellige, og ingen er i kirken den aften med større ret end andre.

Kirkebladet